Panforte med hasselnødder, valnødder og mandler

Panforte er en kompakt kage med en intens smag. Spis den i små stykker som en slags konfekt. Opbevar panforten i en kagedåse, så holder den sig fint i ugevis.

100 g hasselnøddekerner 100 g mandler
100 g valnøddekerner 100 g tørrede figner
100 g tørret appelsinskal 100 g sukat
60 g kakaopulver ½ tsk stødt allehånde
½ tsk stødt koriander ½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt ingefær 75 g hvedemel
125 g sukker 140 g honning

Brug en rund bageform eller springform.

Panforte halvfri

Pynt:

1 – 2 spsk flormelis

Bred hasselnødderne og mandlerne ud på hver sin bageplade. Stil pladerne i ovnen ved 180o varmluft, og lad vødderne blive brune. Nødder og mandler kan ikke være på den sammen bageplade, da de ikke nødvendigvis skal have lige lang tid. Mandlerne skal bage i 8 – 10 minutter, og nødderne skal bage til skallen løsner sig.

Gnid skallen af nødderne, så snart de er kølet let af. Skru ovnen ned til 150o, og lad den være tændt.

Hak valnødderne groft. Skær fignerne i små terninger. Kom valnødder og figner i en stor ælteskål sammen med appelsinskal, sukat, kakao, krydderier, mel og de hele, brunede mandler og nødder. Kog sukker og honning op i en kasserolle, og lad det koge godt igennem. Brug evt. et termometer til at måle, at temperaturen kommer op på 115o.

Rør hurtigt den meget varme sukkermasse sammen med alle ingredienserne i ælteskålen. Det bliver meget tungt at røre så længe som muligt. Hæld dejen ud på bordet, og ælt den, til den er sammenhængende. Beklæd bageformen med bagepapir, og tryk dejen omhyggeligt ud i formen – den skal være flot rund, og overfladen skal være flad og glat.

Bag kagen i ovnen ved 150o i ca. 30 minutter. 

Lad den køle af.

Servering: Træk bagepapiret af den helt afkølede kage, og pynt den med 1 – 2 spsk sigtet flormelis.

image_pdfimage_print