Perlehønebryst med æble og æblesky

9 stk perlehønebryst 4 dl olivenolie
6 spsk honning 4 spsk rosmarinblade
4 appelsiner (saft og skal) salt og peber

Pisk olie, honning og appelsinsaft sammen. Riv appelsinskal og hak rosmarinblade. Begge dele vendes i, og det hele samles i en skål, og der krydres med salt og peber. Perlehønebrysterne vendes nu i lagen og sættes på køl i ca. 1 time. Før servering brunes brysterne af, og sættes i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 15 – 20 minutter (kernetemperatur på 75 grader). De trækkes i ca. 4 – 5 minutter.

Farsering:

600 g hakket kyllingekød 3 æg
1 bt. bredbladet persille 2 spsk frisk tinian
6 tsk salt 3 tsk peber

Det hakkede kød tilsættes salt, peber, æg og hakket persille. Bladene trækkes af timianen og røres i farsen. Farsen fyldes under skindet på perlehønebrysterne.

Rødbeder:

4 stk rødbeder 1 dl mørk balsamico
100 g mørk farin 1 dl olivenolie
4 tsk kanel salt og peber

Skræl rødbederne. Pisk balsamico, olie, farin, kanel, salt og peber sammen. Vend rødbederne i massen og pak dem ind i staniol. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 – 25 minutter, indtil de er møre.

Lav tynde skiver med en tyndskræller eller et mandolinjern. Skiverne lunes ved servering.

Æblesky:

2 syrlige æbler 4 skalotteløg
6 fed hvidløg 2 gulerødder
8 skiver bacon 1 dl olivenolie
1 dl æbleeddike 1 l kalvefond
200 g smør  

Rens alle grøntsagerne og skær det i tern. Skær bacon i tern. Rist bacon af i olien og tilsæt grøntsagerne. Lad det hele simre under svag varme i 5 minutter. Tilsæt så æbleeddiken og lad det simre lidt med. Tilsæt så fonden, og lad det simre i 6 – 8 minutter. Sigt saucen, og kog ned til det har en passende konsistens.

Ved servering piskes saucen sammen med kold smør, og smages til med salt og peber.

Kartoffeltærte:

3 pakker butterdej (fra køl) 9 kartofler
300 g neutral flødeost 3 stk tørret timian
salt og peber 3 spsk olie

Skræl kartoflerne og skær dem i helt tynde skiver – gerne på et mandolinjern. Blancher dem i kogende vand. Placer udstukne cirkler af butterdejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Fordel flødeosten og drys med timian, salt og peber. Fordel kartoflerne og pensl dem med lidt olie. De må gerne lægges i lag, men pensl så med olie imellem. Fordel derefter karamelliserede rødløg på tærten.

Bages midt i ovnen i 16 – 18 minutter ved 180 grader.

Karamelliserede rødløg:

6 rødløg 6 spsk olivenolie
6 spsk soyasauce 1 drys chili
3 tsk sukker eller lys sirup 3 tsk æblecidereddike

Start med at skære rødløg ud i ringe. Kom olie, soyasauce, chili, sukker og æblecidereddike på en pande. Varm det op. Tilsæt rødløg og lad dem stege i ca. 10 minutter – pas på at de ikke brænder på, så skal du skrue ned.

 

image_pdfimage_print